ein tysdag. eit bilæte. XI.

Her kjem det tridje siste tysdagsbilætet.
I dag legg eg ved nokre linor frå eit dikt av skalden Christian Braunmann Tullin. "Maidagen" (1758) er døme på det Schiller vilde ha kalla ein idyll (sentimental-elegisk): gleda, naturnærvere, positiv lyst.




1
Min Muse, kom og lad os flye
Fra dette melancholske Fængsel,
Hvor Ønsker daglig døe i Trængsel,
Og fødes for at døe paa ny,
Hvor Kunst og Vid kun pønser paa
Den beste Plan til nye Sorger,
Hvor Rigdom sulter for at faae
Det Støv den for sin Arving borger

2
Hvor Retten selv er Tærningkast;
hvor Ja af Hyklere bortleies;
Hvor Dyder mod Ducater veies;
Hvor fattigdom er største Last;
Hvor Rigdom gjør en Daare klog,
Ærværdig, ædel, sindrig, klygtig;
Hvor Sindets Roe sin Afsked tog,
Da Nøjsomhed blev gjort landflygtig

7
Søg op det Sted hvor Frihed boer:
Hvor kunstlet Sorg, selvgjorte Plager
Udgjør ei Livets fleeste Klager,
Men Smile selv hos Armod groer;
Hvor jeg og du kan løse lidt
De Tanker som laae før i Lænker
Og uden Tummel drikke frit
Den Nectar som Naturen skjenker

14
Den ranke Gran paa Bjergets Top
Sin Pyramideform opreiste,
Og med den smale Spidse kneiste
Højtidelig mod Himlen op.
Dens Bul og Rod af Balsam fuld
Sig havde der saa sterk forskandset,
At den sin Kamp mod Frost og Kuld
Forlod med Seierstegn omkrandset.