um einsemd i tvosamt hus

No: i Bjørgvin.
Millom ymse møte her og der,
sume i vest, sume i aust,
hev eg tvo heile dagar med berre meg og mitt.
Berre meg, berre mitt.
Ingi klokka, ingi folk, ingi uro.

Berre dette: lesa, skriva, vera ute i skogen.

Og tvo dagar er ei høveleg mengd.
Tvo dagar heilt åleine er godt, sunt, sælt.
Eit eige, fritt rom i tidi til å anda og vera i.
Tenkje lange tankar som ikkje vert avbrotne utanfrå.

So er spursmålet:
Er einsemdi best når du er heilt åleine,
eller er ho best når det finst andre som du kann
vera med, um du vil det?

T. Espedal skriv:

«Ole Roberts kone, Marit, hun sier: Han elsker å være
alene så lenge jeg er hjemme.

Det bor et langt kjærlighetsforhold i denne enkle konstateringen,
en helt særegen skjønnhet i dette utsagnet,
det bor en stor kjærlighetshistorie i denne hverdagssituasjonen;
han elsker å være alene så lenge hun er hjemme.»

(Imot naturen, s. 137)

Det er tvo ulike einsemder, dette.
Og eg trur det er glupt å røyna ut båe.
Glupt å finna ut korleis det er,
korleis ein sjølv er, i einsemd.

Men å vera åleine når andre er heime;
det er vel den einsemdi me toler best,
det er den einsemdi me kann halda ut
i mange dagar, vikor, år.

So gjeld det berre å finna den eine som gjer einsemdi tvosam.

fuglane

Me hev ein meisbolle utanfor kjøkenglaset.
Feitt og talg og eg veit ikkje kva
sveipt i tunne, lette trådar og fest til glaset
med ein hyssingstump (ein André M.R.-spesialitet).

Det er mykje moro for lite pengar!

Sant å segja er det meir en berre moro.
Det er hugsvaling, sæla, selskap,
det er å - næsten bokstavleg tala - få natturi
inn gjenom vindauga. Det er å sjå livet
sprala og falda seg ut, midt i hausten.

Veit de kor mykje gleda slike småfuglar ber med seg?
Desse fjørlette fjøruge fjørballane -
berre syni av deim kveikjer utslitne studentskallar
og seine, blytunge hugar vert snarlette som vengeslag.
Hardknytte tankeflokar løyser seg upp i inkje,
berre fordi ein liten skapnad sit og pikkar
på ein feittball. Eit storsyn, eit under!

For der sit dei, so kvike og lette i rørslone,
hakkar litt i ballen med den ørvesle nebbspissen sin,
glytter ikring seg, et meir, vippar på stjerten
og ser seg rundt endå ein gong, et litt til,
skifter stilling, leiter etter ein retteleg godbit,
so til sist lettar dei, og tjoks!
På ein augneblink sit dei burte i hekken
eller sprett og skvett hit og dit nede i graset.

So sælt å sitja ved kjøkenbordet og høyra ljodet av
meisbolle-med-pipip-på-bank-bank-mot-glaset.

Og tenkja: I'm a bird girl / and the bird girls can fly.