innlandsvetter

turt
stilt
kaldt
snjo so kvit og mjuk at du mest vil sova i honom
tjukke sokkar
nykøyrde skidløypor
hunden som gjeng ut og et snjo,
i staden for å drikka vatn or skåli
eld i omnen
dyrespor i allstad, elg, hare, rev

og snart skal eg flytja til regnhovudstaden,
med fire årstider på éin dag, segjer dei.
som hallodame-Ragnhild stødt sagde
når det kom ein episode med Flukta frå Dyreskogen:
No vert det spanande!

folkemål og folkeord

Ja då, atter ein bolk i Aasen-upplæringi

Til trongsynte saupskallar som trur Ivar Aasen var so bljug og ræddhuga og gudleg at han ikkje ansa og sysla med dei folkelege ordi i folkemålet (dermed fell alle dei faste lesarane mine utanfyre målgruppa, men lika vel):

Aasen gjorde ikkje det. Han kunde ein dunge «ufine» ord, truleg fleire en folk flest både då og no, og han tok deim med i sume av skriftene sine. Millom anna i Norsk Maalbunad (prenta 1924), ei makelaus yversyn yver liketydande ord og umgrip i norsk – og fylgjeleg ein gjæv reidskap for alle som finn hugnad i gamle ord. I bolken «Likam» finn me underbolken  «Smaadeilder»; det er der me finn deim, dei er ikkje gøymde burt på nokor vis. Her er eit utval, i visse tilfelle hev eg sett til uttydingi Aasen gav ordet i Norsk Ordbog:

Bene, Benelde ('Kjønslem (vulva) paa Hun-Dyr, især Køer.)
Boll ('Testikel, Testikelpung [...] Andre St. Ballar pl.)
Eigestell ('Genitalia')
Eista ('Testikel.') Òg i sms. Eistekjerne, Eistekorn, Eistepung, Eistestein
Fans ('Kjønslem paa Heste')
Fitta
Heimel-ting ('Kjønslemmer')
Kodd ('Testikel [...] Nogle St. Kodde.')
Kuk
Kunta ('cunnus, vulva, ligesom i Svensk og flere Sprog.')
Kusa
Mige m. ('Kjønslem (penis) paa Han-Dyr')
Mighus ('Forhud; f. Ex. paa Hesten')
Mus
Pill ('penis')
Pikk
Puss ('Pung, Skindpung; især Testikelpung (scrotum) paa Dyr.' Jf. eng. purse!)
Reidskap ('[...] I Spøg kan Reidskap ogsaa betegne Genitalia')
Rauvskora
Skripa ('cunnus. [...] Jf. Isl. skrípr: penis.')
Tingeste ('Tingest, liden eller ubetydelig Ting. [...] Ogsaa om Genitalia.')

Berre so de veit det.
Her ligg det òg nær å visa til piltaskùggje hjå kjærasten.

korrekturvin

I den alt meir tidgjengde serien «Fridtun bloggar um andre bloggar» er me no komne til korrekturvin, drive av dei drivande gode tausene (eller tøysene) i foreininga Portvin. No – eg må fulla segjast å vera ugild når det gjeld kor gode dei er, sidan ho eine er hugnaden. Kliss til sides: Sist laurdag fekk eg vera med på ei undersam ferd som eg seint gløymer, um eg nokon gong gjer det. Tvilsamt. Eg totte i alle fall det var gjævt å vera med, for eg hev vore blodfan mest heilt sidan dei tok til med gapeskapen sumaren 2007. 

(Eg lyt orsaka at eg teiknar og fortel etter måten sjeldan no. Kann henda kjem det seg når eg set bu i Bjørgvin (vin!) i mars. Då skal eg vera heimeskrivande husmor. Husmorblogging, tenkjer eg. À la Fridtun.)

togni

so hende det:
ein snild mann er burte

ein som skreiv heilt til den store togni kom og tok honom
heim, han skreiv mykje um togn
eg lika det, likar at andre òg høyrer togni tala
eg likar å kunna segja at eg hev vore i stova hans,
at eg kom inn i krinsen, litt,
ung og urøynd mot slike kjemper
at eg var med då han og andre vitskapsfolk dryfte gamal litteratur
etterpå baud han på bollar og Gammel Dansk

det er heller ikkje so gale at han
kysste meg på kjaken sist eg trefte honom
at me var kjenningar
berre fordi eg sende honom eit brev
etter å ha lese ei av bøkene hans
og vart bedi um å halda innlegg på det vidgjetne seminaret hans
eg var so vidt yver tjugo år
og han, næsten nitti, meinte eg hadde noko å fara med

å koma inn til munnleg eksamen i litteraturteori i Nidaros
og sensoren spyrr: «No, hev du ete noko rjomegraut
hjå Aarnes i det siste?»

uperfekt

Takk vere Aftenposten vart eg i romjoli var eit gildt vevrit: Uperfekte jenter. Gjev eg hadde lese innleggi der for tie år sidan!

Her høver det òg å leggja til at perfekt upphavleg tyder 'uferdug, ufullførd'. Eg kann godt tenkja meg å vera uferdug. 

heim til jol

vakna med den allra kjæraste i Bjørgvin
styggtidleg (men ho vakna lenge fyre eg),
taka avskil medan dagen tek til,
fjuka yver fjell og vidd og langsmed Mjøsa,
koma heim til ein hund som uler av attersynsfrygd
og heimebaka braud og brunost og kaffi og renna
på skidor i skogen med mor, pusla med skriving,
eta pannekakor og sjå barne-tv og uppvasken
gjeng lett som ein leik
kjenna elskhugen som eit sog i bringa
eg fortalde at eg hadde vore
i Nidaros, Bjørgvin og Oslo på éi vika;
veslesyster fortalde ho hadde vore
i Melbourne, Sydney, Shanghai, Beijing, Moskva på tvo dagar. 

Kundsigkvendser i Urtegravfien

Seint, men godt kom Skrifter i samling av Ivar Aasen i hus. Mykje god lesnad, som ventande var. Her er stint av forvitnelege og lærerike stykke, sume som eg ikkje hev lese fyrr, sume som eg les um att med gleda. Av stykki eg fann fyrst no, må «Brev om kulturen» vera det gjævaste. Brevet er skrive av ein viss Ohle Ohltzén − eit råkande dekknamn, som me snart skal sjå. Det stod på prent i Dølen I nr. 16. I dette stykket driv Aasen ap med det norsk-danske skriftmålet; det er ein sjanger han meistra betre en nokon. Fåe kunde (og kann) skriva so kvasst og svidande um snobbeskap, ovmod og norsk-dansk kråkemål som han. Ein sann svir!

No, de skal få nokre smakebitar. Um de vil lesa heile (det vil de), finn de stykket her, frå s. 169 i Skrifter i samling II.

Til Dølens Riddagsion.
Uagtendes jeig maa skee bereignes til de indfoldige
og vandkundige folk i Lidtrad-Turen saa alligevel
beføler jeig en vis Indspirasion til ad skrive dem Til,
vilket jeig jøer med saa meget mere modighed, da
jeg har forhørt ad de skal være meget skaansommelighedsfuld
og indtaalerandse om der skulde være
nogen feiler eller Kundsigkvendser i Urtegravfien.
Vadh som nu mest anbedriver mig hertil er det ad
jeig for nogle Ugger siden belæste en Version i Bladet
som syndtes at indbegribe nogle Hardseiladser
om Kuldthuren, og dette forsadte mig i en mellemkolisk
Bestemthed fordi jeg altidt har vært en stor
Livhaber af Kuldtuhren og ønsket ad det hele Folk
var kuldtureret i sin klædedragt og spraag og bespiisning
og Møblerering. Jeig gjik nu og dividerede
med disse Tvivlagtigheder intil en af mine Kompani-Junger
kom og indberettede mig ad der nyligens havde
staaet nogle ufortræffelige Indsirater i Afviserne om
spraaget og Culturen; jeg gik da sporenstræks hen
og ærholdte Afviserne og dermed var da alle mine
Indpressioner forbi.
[...]
Imidlertidig maae jeig anbetyde at min Bemærksomhed
i de nyere Thider er bleven meget henrettet
paa Spraaget, og da jeig har forlæst i en nyligens
udkommendes Jordbeskrivelse, at naaer et spraag skal
blive Til, da maae en heel Almeenhed gaa med og
bringe Steener til bygnings Tomten, saa haer jeg
ogsaa betænkt paa at anbibringe mine Stener til
bøgningen, og saalehdes haer jeig een deel gemeennyttige
Provskjekter til spraagets befremmelse, saasom
at forbruge latinske Boxstaver og at sætte smaae
boegstaver for alle smaathinger men store Bog-Staver
for de ord som indeholder megen Kuldthur og for
de Stavelser som Fortoningen falder paa. Ligesaaledes
at mand skulde indføre en ind-kunstsæk-vendt
Ordtograd-Fi med den ordtop-fundiske skrivermaade
efter den naardske Utale og Ordganer [...]
Liggerviis borde mand
ogsaa indbeføre en større forvexling og Varigasion
i Skriften, saa at man icke skrev ordene altid ligedant,
for dette er eensformeligt og kjedeligt. [...]

So var det umkvædet, då: Takk, Ivar Aasen.