lørdag 19. juni 2010

heime hjå Henrik

Undrast du korleis det såg ut på romet til han godaste Henrik Wergeland?

Då lyt du lesa på, for Fridtun teiknar og fortel hev støytt på ei sers påliteleg kjelda som kann fortelja eitt og anna um det. Det gjekk til slik: I (master)året som kjem, skal min gode ven Silje granska ei bok av Camilla Collett. Boki heiter I de lange Nætter, utgjevi fyrste gongen i 1862. Camilla var som kjent syster til Henrik, og I de lange Nætter er mest som ei minnebok, der "Forfatterinden" ser seg attende og minnest folk og stader og hende. Og romet til Henrik. For ei skildring! Og for eit rom! Det er mest so eg vert avundsjuk. Utdraget her er frå tridje utgåva, 1906. Eg hev sjølv kløyvt stykket i avsnitt, for å letta lesingi. Uthevingane er òg mine: 

Henrik beboede hjemme et Værelse, som hedte Grevens Kammer, saa kaldet, fordi der i en fjern Fortid havde boet en halv forrykt Adelsmand, som havde Kost i Huset. Det var stort og skummelt, og det havde Ord for, at der spøgte. Dette kan nu være, som det vil; men det er ikke sandsynligt, at det var Tilfældet, saalænge Henrik havde opslaaet sit Paulun [d.e. 'busett seg'] derinde. Jeg gad vidst, hva Slags Spøgelse, der havde havt Mod til at betræde dette Værelse, end sige finde behag i det som et fast Aftrædelsessted?


Henriks lidenskabelige Kjerlighed til Naturen og det naturlige havde her ret con amore udfoldet sig. Alt, hvad der af Produkter, hentede fra dens tre Riger, paa nogen Maade kunde anbringes i et menneskeligt Beboelsesrom, det kunde man vente at finde her, noget til Pryd, andet som Surrogater for de almindelige brugbare Ting. Aarhundreders Opfindelser og Fremskridt vare spildte paa ham; han elskede Tingene kun i Raaform og foretrak dem saaledes langt for det fuldkomne og bekvemme. En Barkstol stor foran hans Bord, en Tiurfjær tjente ham som Pen, om Blækhuset var naturlig – kunstigt, mener jeg og ikke kunstignaturligt – husker jeg ikke, – udenfor Vinduet en Vindharpe, i en Krog et Kranium, overraget af en blomstrende Hybenbusk. Man vidste ikke, enten man var kommen ind i et Naturaliekabinet, en Eneboers Hule eller en Heksemesters Laboratorium.


Vægge, Mure, Dørgesimser bare ogsaa Spor af hans lige saa fantastiske Kunstsands. Paa Muren havde han malet en legemsstor, dandsende Neger, hvilket sigtede til et Sagn om, at de sorte tro, at naar de syngende og dandsende styrte sig i Flammerne, komme de tilbage til sit Fædreland. Bøndene korsede sig, naar de kom ind Døren; de troede naturligvis, at de saa en skinbarlige selv. Midt paa Væggen et kolossalt Eksemplar af Grundloven , bevogtet af tvende Jetteskikkelser i Døledragt med Biler og Økse.


Dyreriget var ogsaa mangfoldig repræsenteret. Fugle flagrede løse omkring, Fiske og levende Snoge i Glas. Bella paa en Pude, med et forgyldt Halsbaand, hvorpaa den Indskrift:


Er du lydig og klog og from,
Saa skal du hede Bella;
Men er du lumsk og bidsk og dum,
Saa skal du hede Nella –


(Spotnavn, som Modstandere af ”Den Constitutionelle” havde sat paa dette Blad), – ikke at glemme hans Yndling, den gamle Kanin, der ”enøiet, trebenet, violblaa og fin” hinkede gemytlig omkring mellem Mos, Stene og friske Løvbuske. Paa Bordet ragede en uhyre Kvast af vilde Vekster og Blomster op af et gammelt Drikkehorn, og her sad han, visselig selv det sælsomste Naturprodukt – en Skovens vilde, yppige Vekst, liflig i sin Art, Vandrerens Glæde, saa længe den beholder sin Plads, men som blot forstyrres og virker forstyrrende, naar den, bortrykket fra denne sin Sfære, skal tjene Realiteten og blive et, dog kun maadeligt, Redskap i dens Tjeneste.


2 kommentarer:

susanne sa...

Dette var herlig å lese:)

fridtun sa...

Gildt at du tykkjer det! Han må ha vore ein underleg skrue, han der Wergeland.