heim til jol

vakna med den allra kjæraste i Bjørgvin
styggtidleg (men ho vakna lenge fyre eg),
taka avskil medan dagen tek til,
fjuka yver fjell og vidd og langsmed Mjøsa,
koma heim til ein hund som uler av attersynsfrygd
og heimebaka braud og brunost og kaffi og renna
på skidor i skogen med mor, pusla med skriving,
eta pannekakor og sjå barne-tv og uppvasken
gjeng lett som ein leik
kjenna elskhugen som eit sog i bringa
eg fortalde at eg hadde vore
i Nidaros, Bjørgvin og Oslo på éi vika;
veslesyster fortalde ho hadde vore
i Melbourne, Sydney, Shanghai, Beijing, Moskva på tvo dagar. 

Kundsigkvendser i Urtegravfien

Seint, men godt kom Skrifter i samling av Ivar Aasen i hus. Mykje god lesnad, som ventande var. Her er stint av forvitnelege og lærerike stykke, sume som eg ikkje hev lese fyrr, sume som eg les um att med gleda. Av stykki eg fann fyrst no, må «Brev om kulturen» vera det gjævaste. Brevet er skrive av ein viss Ohle Ohltzén − eit råkande dekknamn, som me snart skal sjå. Det stod på prent i Dølen I nr. 16. I dette stykket driv Aasen ap med det norsk-danske skriftmålet; det er ein sjanger han meistra betre en nokon. Fåe kunde (og kann) skriva so kvasst og svidande um snobbeskap, ovmod og norsk-dansk kråkemål som han. Ein sann svir!

No, de skal få nokre smakebitar. Um de vil lesa heile (det vil de), finn de stykket her, frå s. 169 i Skrifter i samling II.

Til Dølens Riddagsion.
Uagtendes jeig maa skee bereignes til de indfoldige
og vandkundige folk i Lidtrad-Turen saa alligevel
beføler jeig en vis Indspirasion til ad skrive dem Til,
vilket jeig jøer med saa meget mere modighed, da
jeg har forhørt ad de skal være meget skaansommelighedsfuld
og indtaalerandse om der skulde være
nogen feiler eller Kundsigkvendser i Urtegravfien.
Vadh som nu mest anbedriver mig hertil er det ad
jeig for nogle Ugger siden belæste en Version i Bladet
som syndtes at indbegribe nogle Hardseiladser
om Kuldthuren, og dette forsadte mig i en mellemkolisk
Bestemthed fordi jeg altidt har vært en stor
Livhaber af Kuldtuhren og ønsket ad det hele Folk
var kuldtureret i sin klædedragt og spraag og bespiisning
og Møblerering. Jeig gjik nu og dividerede
med disse Tvivlagtigheder intil en af mine Kompani-Junger
kom og indberettede mig ad der nyligens havde
staaet nogle ufortræffelige Indsirater i Afviserne om
spraaget og Culturen; jeg gik da sporenstræks hen
og ærholdte Afviserne og dermed var da alle mine
Indpressioner forbi.
[...]
Imidlertidig maae jeig anbetyde at min Bemærksomhed
i de nyere Thider er bleven meget henrettet
paa Spraaget, og da jeig har forlæst i en nyligens
udkommendes Jordbeskrivelse, at naaer et spraag skal
blive Til, da maae en heel Almeenhed gaa med og
bringe Steener til bygnings Tomten, saa haer jeg
ogsaa betænkt paa at anbibringe mine Stener til
bøgningen, og saalehdes haer jeig een deel gemeennyttige
Provskjekter til spraagets befremmelse, saasom
at forbruge latinske Boxstaver og at sætte smaae
boegstaver for alle smaathinger men store Bog-Staver
for de ord som indeholder megen Kuldthur og for
de Stavelser som Fortoningen falder paa. Ligesaaledes
at mand skulde indføre en ind-kunstsæk-vendt
Ordtograd-Fi med den ordtop-fundiske skrivermaade
efter den naardske Utale og Ordganer [...]
Liggerviis borde mand
ogsaa indbeføre en større forvexling og Varigasion
i Skriften, saa at man icke skrev ordene altid ligedant,
for dette er eensformeligt og kjedeligt. [...]

So var det umkvædet, då: Takk, Ivar Aasen.